|
|
Distinguishing features include overall shape and appearance, and if seen at close quarters, characteristic tail markings consisting of a wide dark band on the tail tip, and two narrower dark bands on the uppertail. Honey Buzzards have yellow legs and black beaks with ceres that are dark brown on top and yellow below.
|
|
|
La bondrée apivore est aussi grande que la buse vulgaire, mais ses ailes et sa queue sont plus longues. En vol, sa tête étroite est bien redressée, comme celle du coucou, et ses ailes pendent légèrement vers le bas sans que l’articulation du coude soit visible, ce qui la distingue de la buse. On peut observer des variétés aux couleurs différentes. Certains spécimens sont d’un marron aussi foncé que la buse, et d’autres sont aussi clairs que le balbuzard pêcheur. La couleur de la face inférieure des ailes varie également, les bords étant généralement foncés et les rémiges secondaires présentant des bandes sombres constituées de deux ou trois taches sur chaque plume. Les caractères distinctifs comprennent la forme et l’aspect et, à distance rapprochée, des motifs caractéristiques sur la queue, dont une large bande foncée à l’extrémité, et deux bandes foncées plus étroites sur la zone supérieure. La bondrée apivore possède des pattes jaunes et un bec noir dont la cire est marron foncé sur sa partie supérieure et jaune en-dessous. Les plumes situées à proximité de son bec sont écailleuses (adaptation contre les piqûres). Son iris est jaune chez les adultes et grisâtre chez les juvéniles.
|
|
|
Der Wespenbussard ist ein Raubvogel so groß wie der Mäusebussard, er hat aber längere Flügel und einen längeren Schwanz. Im Flugbild ist der schmale Kopf wie beim Kuckuck nach vorne gedrückt, im Gleitflug zeigen die nach unten gebogenen Flügel am Bug keinen Winkel (vergl. Mäusebussard). Vom Wespenbussard gibt es mehrere Farbvarianten. Manche Exemplare sind braun wie der Mäusebussard und andere sehr hell wie der Fischadler. Auch die Färbung der Flügelunterseite variiert, aber für gewöhnlich ist der hintere Flügelrand dunkel und an den Armschwingen befinden sich zwei bis drei, aus Flecken zusammengesetzte dunkle Bänder. Gute Kennzeichen sind die Form und der Habitus (eine durch Lernen und Vertiefen der Kenntnisse erreichbare Fähigkeit zur Bestimmung) sowie die von Nahem sichtbare Zeichnung des Schwanzes: An der Schwanzspitze befindet sich eine breite dunkle Binde und an der Schwanzwurzel sind zwei dunkle Binden nahe beieinander. Die Läufe sind gelb, der Schnabel schwarz und seine Wachshaut von oben gesehen dunkelbraun und von unten gelb. Die Federn in der Nähe des Schnabels des Wespenbussards sind schuppenartig (Anpassung an die Abwehr der Stiche der Beutetiere). Die Regenbogenhaut des Auges ist beim Altvogel des Wespenbussards gelb und bei jungen Exemplaren gräulich.
|
|
|
Los halcones abejeros son tan grandes como los halcones, pero tienen alas y colas más largas. Durante el vuelo sus cabezas estrechas se estiran hacia adelante notablemente, en forma similar a las cabezas de los cucos, y sus alas cuelgan levemente hacia abajo de sus cuerpos sin que sea visible la articulación del codo (comparar con el halcón). Presentan una variada gama de coloraciones. Algunas aves son de color marrón oscuro, al igual que los halcones, pero otras pueden ser tan claras como las águilas pescadoras. La coloración que presentan debajo de sus alas también varía, pero los bordes traseros de sus alas en general son oscuros, y las plumas secundarias tienen rayas oscuras formadas por dos o tres manchas en cada pluma. Entre sus características distintivas se incluyen su forma y aspecto general y, si se ve muy de cerca, se pueden observar manchas típicas en su cola que consisten en una banda ancha y oscura en la punta de la cola, y dos bandas oscuras más estrechas en la parte superior de la cola. Los halcones abejeros tienen patas amarillas y picos negros, con cera de color marrón oscuro arriba y amarillo abajo. Las plumas cercanas a la boca son escamosas (una adaptación para evitar los aguijones). En las aves adultas el iris es de color amarillo, y en las jóvenes es grisáceo.
|
|
|
Hvepsevågen er lige stor som musvågen, men har længere vinger og hale. I flugt er deres smalle hoved fremstrakt, lige som gøgens hoved, og deres vinger hænger let nedad fra deres krop med ingen synlige albueled (sammenlignet med musvågen). Adskillige forskellige farvevarianter kan ses. Nogle fugle er lige så mørkebrune som musvåger, mens andre kan være så blege som fiskeørne. Farven under deres vinger varierer også, men båndet på bagkanten af vingerne er almindeligvis mørkt, og deres armsvingfjer har mørke striber, lavet af to-tre pletter på hver fjer. Adskillende kendetegn inkluderer form og fremtoning, og når den ses tæt på, ser man de karakteristiske halemarkeringer, som består af et bredt mørkt bånd på halespidsen, og to tættere mørke bånd ved halebasis. Hvepsevåger har gule ben og sorte næb med vokshud, som er mørkebrun foroven og gul forneden. Fjerene tæt på næbbet er skællede (en tilpasning for at undgå stik). Regnbuehinderne er gule på voksne fugle og grålige på unge fugle.
|
|
|
Mehiläishaukka on hiirihaukan kokoinen petolintu, mutta on pitkäsiipisempi ja -pyrstöisempi. Lennossa nähtynä kapea pää on käkimäisesti esiin työntyvä, liidossa alaspäin kaartuvat siivet ovat ilman siiventaipeen kulmaa (vrt. hiirihaukka). Mehiläishaukasta esiintyy useita värimuunnoksia. Toiset yksilöt ovat hiirihaukkamaisen ruskeita ja toiset hyvin vaaleita kalasääsken tapaan. Myös siiven alapinnan väritys muuntelee, mutta yleensä siiven takareuna on tumma ja kyynärsulissa on kaksi–kolme täplistä koostuvaa tummaa poikkijuovaa. Hyvinä tuntomerkkeinä ovat muoto ja habitus (jonka ajan myötä tarkkailemalla oppii erottamaan) sekä lähietäisyydeltä näkyvä pyrstön kuviointi: pyrstön kärjessä on leveä tumma vyö ja pyrstön tyviosassa kaksi lähekkäistä tummaa juovaa. Koivet ovat keltaiset, nokka musta ja sen vahanahka päältä tummanruskea ja alta keltainen. Mehiläishaukan suun läheiset höyhenet ovat suomumaisia (sopeutuma ravintoeläinten pistojen torjumiseen). Mehiläishaukan silmän värikalvo on aikuisilla linnuilla keltainen ja nuorilla yksilöillä harmahtava.
|
|
|
Vepsevåken er like stor som våkene, men har lengre vinger og stjert. I luften stikker hodet langt frem, som hos gjøken, og vingene henger svakt nedover fra kroppen uten et synlig albueledd (jamfør musvåk). Det finnes flere fargevarianter. Hos noen individer er brunfargen like mørk som hos musvåken, mens andre er så lyse som fiskeørner. Fargen under vingene varierer også, men vingekanten er som oftest mørk, og flygefjærene har mørke striper som består av to-tre flekker på hver fjær. Blant kjennetegnene kan det nevnes den generelle formen og utseendet. På nært hold ser man karakteristiske markeringer på stjerten som består av et bredt, mørkt endebånd, og to smalere, mørke bånd lenger inne. Vepsevåken har gule bein og svart nebb med vokshud som er mørkebrun på oversiden og gul på undersiden. Ved nebbroten har den skjellformede fjær (en tilpasning for å hindre vepsestikk). Irisene er gule på voksne fugler og gråaktige på ungene.
|
|
|
Bivråken är en rovfågel i samma storlek som ormvråken men den har längre vingar och stjärt. Då bivråken flyger skjuter huvudet framåt på ett sätt som liknar gökens. Vid glidflykt är vingarna böjda i en grund båge nedåt utan vinkling vid handbasen (jfr. ormvråk). Bivråken har många färgformer. Endel individer är bruna som ormvråkar och andra är ljusa som fiskgjusar. Också färgen på undervingen varierar, men oftast är vingens bakkant mörk och på armpennorna finns en tvärrand bestående av två-tre prickar. Goda igenkänningstecken är formen och habitus (det allmänna utseendet som man kan lära sig bestämma genom att öva tillräckligt) och stjärtens teckning sedd på närmare håll: längst ut på stjärten finns en bred mörk rand och i stjärtroten två mörka band nära varandra. Tarserna är gula, näbben svart och vaxhuden på ovansidan mörkbrun och undertill gul. Bivråkens fjädrar närmast munnen är fjällaktiga (en anpassning till födoinsekternas stick). Bivråkens iris är gul hos adulta och gråaktig hos ungfåglar.
|
