|
|
Modstanden mod italiensk medlemskab handlede primært om det tvivlsomme militære bidrag, som Italien kunne yde til Alliancen i lyset af de begrænsninger, som var lagt på denne tidligere akse-magt efter Anden Verdenskrig.
|
|
|
Halvord Lange, Gaetano Martino, le président, et Lester Pearson étaient des partisans convaincus de l'OTAN. Halvord Lange était probablement la personnalité qui avait exercé la plus forte influence en Scandinavie en faveur d'une adhésion de la Norvège et du Danemark à l'Alliance en 1949, plutôt qu'à une alliance nordique avec la Suède. Signataire du Traité de l'Atlantique Nord pour le Canada, Lester Pearson dirigea pour sa part la délégation canadienne aux Nations Unies de 1948 à 1957. Après avoir proposé la création de la Force d'urgence des Nations Unies afin de maîtriser la crise de Suez, il devait obtenir le Prix Nobel de la paix en 1957. Avec le professeur Gaetano Martino, l'un des principaux défenseurs de l'unité européenne (et père de l'actuel ministre italien de la Défense, Antonio Martino), ce trio était donc composé de représentants éminents des petits pays.
|
|
|
Halvard Lange, Gaetano Martino (Vorsitzender) und Lester B. Pearson konnten alle auf eine Geschichte enger Kontakte mit der NATO zurückblicken. Lange war 1949 in Skandinavien wohl der einflussreichste Befürworter des Beitritts Norwegens und Dänemarks zur NATO gewesen und hatte sich gegen eine Teilnahme an einem Nordischen Bündnis mit Schweden ausgesprochen. Pearson hatte den Nordatlantikvertrag für Kanada unterzeichnet und leitete von 1948 bis 1957 die Vertretung seines Landes bei den Vereinten Nationen. Um die Sueskrise zu lösen, schlug er eigene Truppen der Vereinten Nationen (UN Emergency Force) vor, und 1957 wurde er mit dem Friedensnobelpreis ausgezeichnet. Gemeinsam mit Professor Martino, einem führenden Befürworter des europäischen Einigungswerks (und dem Vater des jetzigen italienischen Verteidigungsministers Antonio Martino), waren sie äußerst angesehene Vertreter der kleineren Mitgliedstaaten.
|
|
|
Halvard Lange, Gaetano Martino, il presidente, e Lester B. Pearson erano tutti coerentemente favorevoli alla NATO. Lange era probabilmente la figura più influente della Scandinavia, avendo sostenuto l'adesione di Norvegia e Danimarca alla NATO nel 1949, piuttosto che partecipare ad un'alleanza dei Paesi del nord con la Svezia. Pearson aveva sottoscritto il Trattato Nord Atlantico per il Canada ed era stato a capo della delegazione canadese alle Nazioni Unite dal 1948 al 1957. Aveva proposto l'utilizzo della Forza d'emergenza dell'ONU per controllare la crisi di Suez, ed aveva ottenuto il premio Nobel per la Pace nel 1957. Insieme al professor Martino, ardente propugnatore dell'unità europea (e padre dell'ex ministro della difesa italiano, Antonio Martino), rappresentavano al più alto livello le nazioni più piccole.
|
|
|
Qualquer uma das três nações tinha motivos fortes e independentes para exigir um maior reconhecimento dos seus papéis na Aliança. De uma perspectiva quantitativa, é difícil compreender como é que a Itália podia ser considerado um dos países "mais pequenos" da OTAN. Nos anos cinquenta, a sua população era de 50 milhões de habitantes, superior aos 46 milhões da Grã-Bretanha e aos 43 milhões da França. A única forma de a fazer integrar o grupo das nações mais pequenas era descrevendo-a como "menor", o que se enquadraria no auto-retrato de Itália naquela época. Apesar de, tal como o Canadá e a Noruega, a Itália ser um membro fundador da OTAN, nenhum outro país foi alvo de mais debates durante as conversações preliminares de Washington, durante o Verão e o Outono de 1948. As objecções à sua adesão deviam-se, em parte, à duvidosa contribuição militar italiana para a Aliança, à luz das restrições impostas depois da Segunda Guerra Mundial a este país do antigo Eixo. Outra razão para a sua exclusão era o facto de a Itália não ser no Atlântico nem se encontrar perto dele. A Itália foi finalmente aceite enquanto parceiro em pé de igualdade graças aos esforços da França e dos responsáveis do Departamento do Estado que queriam uma vantagem contra a ameaça do revivalismo comunista naquele país. Inicialmente, a França tinha-se oposto à sua entrada, mas depois mudou de posição quando o apoio à Itália a beneficiou a sua intenção de incluir a Argélia.
|
|
|
اشتُهر هالفارد لانج Halvard Lange ورئيس لجنة الحكماء الثلاثة جيتانو مارتينو Gaetano Martino وليستر بيرسون Lestrer Pearson بتأييدهم القوي لمنظمة حلف شمالي الأطلسي. وكان السيد لانج Lange من أوسع الشخصيات السياسية الإسكندنافية نفوذاً، بدليل أنه كان الرجل الذي أقنع النرويج والدنمارك بالانضمام إلى منظمة حلف شمالي الأطلسي، فانضمتا إلى الناتو في عام 1949، بدلاً من الدخول في تحالف الشمال إلى جانب السويد. أما بيرسون Pearson فهو الرجل الذي وقّع معاهدة حلف شمالي الأطلسي باسم كندا وكان رئيس البعثة الكندية لدى الأمم المتحدة من عام 1948 إلى عام 1957، وهو الذي اقترح إرسال قوة طوارئ دولية إلى مصر لمعالجة أزمة السويس. كما أن بيرسون نال جائزة نوبل للسلام في عام 1957، واعتُبر إلى جانب الأستاذ مارتينو ـ وهو أحد أبرز مؤيدي الوحدة الأوروبية (ووالد وزير الدفاع الإيطالي الحالي، أنطونيو مارتينو) ـ من أبرز ممثلي الدول الصغيرة بحلف الناتو.
|
|
|
Οι Halvard Lange, Gaetano Martino, ο πρόεδρος, και ο Lester B. Pearson είχαν όλοι τους ιστορία στενών σχέσεων με το ΝΑΤΟ. Ο Lange ευλόγως ήταν η πλέον σημαίνουσα προσωπικότητα στην Σκανδιναβία που υποστήριζε την είσοδο της Νορβηγίας και της Δανίας στο ΝΑΤΟ το 1949, αντί της συμμετοχής σε μια σκανδιναβική συμμαχία με τη Σουηδία. Ο Pearson είχε υπογράψει την Συνθήκη του Βορείου Ατλαντικού για τον Καναδά και ήταν επικεφαλής της καναδικής αντιπροσωπείας στα Ηνωμένα Έθνη από το 1948 έως το 1957. Πρότεινε την Δύναμη Έκτακτης Ανάγκης του ΟΗΕ για τον έλεγχο της κρίσης του Σουέζ, και κέρδισε το Νόμπελ Ειρήνης το 1957. Μαζί με τον Καθηγητή Martino, έναν επιφανή θιασώτη της ευρωπαϊκής ενότητας (και πατέρα του σημερινού υπουργού Άμυνας της Ιταλίας, Antonio Martino), αποτελούσαν τους εντυπωσιακούς αντιπροσώπους των μικρότερων κρατών.
|
|
|
Hvert av de tre landene hadde egne og overbevisende grunner til å be om større anerkjennelse for sine roller i Alliansen. I et kvantitativt perspektiv utfordrer det logikken å identifisere Italia som et ”lite” medlem av NATO. I 1950-årene var landets befolkning nesten 50 millioner, mer enn Storbritannias 46 millioner og Frankrikes 43 millioner. Den eneste måten Italia kan vurderes å være blant de mindre landene var å anvende termen ”svakere”, som ville stemme med Italias beskrivelse av seg selv på den tiden. Selv om Italia, akkurat som Canada og Norge, var et av de grunnleggende medlemmene av NATO, var ikke noe land gjenstand for mer debatt i prøveforhandlingene i Washington sommeren og høsten 1948. Motstanden mot landets medlemskap kom delvis av det tvilsomme militære bidrag som Italia kunne gi til Alliansen, på grunn av restriksjoner som var lagt på denne tidligere aksemakten etter Den andre verdenskrig. At Italia ikke grenset mot eller lå nært Atlanterhavet var en annen grunn for eksklusjon. Da Italia endelig ble godkjent som en likeverdig partner, var det gjennom innsatsen til Frankrike og de embetsmenn fra utenriksdepartementet som ønsket en beskyttelse mot en gjenoppliving av trusselen fra italiensk kommunisme. I begynnelsen hadde Frankrike motsatt seg at Italia skulle tas opp som medlem, men skiftet mening da det å støtte Italia tjente Frankrikes eget mål om å inkludere Algerie.
|
